Forældelsesfrist for tilbagesøgning af EU-midler: Uforenelighed med EU-retten at lade fristen løbe fra konstatering af uregelmæssighed

Denne præjudicielle sag vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser, specifikt artikel 3 vedrørende forældelsesfrister for retsforfølgning af uregelmæssigheder. Sagen udspringer af en tvist i Grækenland mellem selskabet Emporiki Serron, som havde modtaget finansiel støtte fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) i 2001, og de græske myndigheder, der forsøgte at tilbagesøge støtten på grund af uregelmæssigheder.

Sagens baggrund og nationale lovgivning

Uregelmæssigheden i hovedsagen fandt sted i 2001, men blev først konstateret af kontrolmyndighederne i 2006. Tilbagesøgningsafgørelsen blev truffet i 2009. Kernen i den nationale tvist var, hvorvidt den græske lovgivning, som fastsatte en forældelsesfrist på fem år, regnet fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden konstateres, var forenelig med EU-retten.

Forordning nr. 2988/95 fastsætter en generel forældelsesfrist på fire år, regnet fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden fandt sted (Art. 3, stk. 1). National ret (lov nr. 2362/1995, art. 103) fastsætter en længere frist på fem år, hvilket er tilladt under forordningens artikel 3, stk. 3. Det centrale spørgsmål var, om medlemsstaten også må fravige begyndelsestidspunktet for fristen.

Den forelæggende græske ret (Symvoulio tis Epikrateias) ønskede afklaret, om en national regel, der fastsætter forældelsesfristen til at løbe fra konstatering af uregelmæssigheden, er forenelig med forordning nr. 2988/95 og retssikkerhedsprincippet. Derudover spurgte retten, hvordan den absolutte forældelsesfrist (dobbelt så lang som den relative) skulle beregnes, når medlemsstaten anvender en længere frist end de fire år, der er fastsat i forordningen.

Domstolen fastslog, at selvom medlemsstater har mulighed for at anvende en længere forældelsesfrist end de fire år, der er fastsat i EU-retten, må de ikke fravige begyndelsestidspunktet for denne frist, som skal regnes fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden fandt sted eller ophørte.

Uforenelighed med retssikkerhedsprincippet

Domstolen understregede, at fastsættelse af fristens begyndelsestidspunkt til konstatering af uregelmæssigheden strider mod retssikkerhedsprincippet. En sådan regel ville potentielt medføre, at de nationale myndigheder i princippet kunne indlede retsforfølgning uden tidsbegrænsning i forhold til tidspunktet for uregelmæssighedens indtræden, hvilket ville udvande betydningen af forældelsesordningen og udsætte erhvervsdrivende for langvarig retlig usikkerhed (Præmis 31-32).

»At fastsætte begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen til det tidspunkt, hvor de nationale myndigheder opdager en uregelmæssighed, ville imidlertid være i strid med det mål, der forfølges med indførelsen af en forældelsesordning for overtrædelser af forordning nr. 2988/95.«