National rets kompetence til at annullere europæisk betalingspåkrav ved tilsidesættelse af EU's mindstestandarder for forkyndelse

Sagen udspringer af en præjudiciel forelæggelse fra Amtsgericht Wedding (byretten i Berlin-Wedding, Tyskland) vedrørende fortolkningen af forordning (EF) nr. 1896/2006 om den europæiske betalingspåkravsprocedure (EPOP) og forordning (EF) nr. 1393/2007 om forkyndelse af retslige dokumenter.

Tvisten involverer det tyske selskab Bulgarfrukt – Fruchthandels GmbH (fordringshaver) og det bulgarske selskab Oranzherii Gimel II EOOD (skyldner) om fuldbyrdelsen af et europæisk betalingspåkrav (EPO). Det tyske selskab havde fået udstedt et EPO, som den tyske ret havde erklæret eksigibelt, baseret på en bulgarsk bekræftelse af forkyndelse.

Skyldneren, Oranzherii, indgav efterfølgende en indsigelse, idet selskabet hævdede, at det først fik kendskab til påkravet i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger. Den bulgarske forkyndelsesbekræftelse var vag og antydede manglende overholdelse af EU's mindstestandarder for forkyndelse (artikel 13-15 i forordning 1896/2006).

Den forelæggende ret var i tvivl om foreneligheden af den tyske retsplejelov (ZPO § 1092a) med EU-retten. Den tyske regel pålægger retten at erklære EPO'et ugyldigt (annullere det), hvis forkyndelsen har været mangelfuld. Retten spurgte, om dette krav om annullering af EPO'et som helhed er i strid med forordningerne, idet tidligere retspraksis blot har annulleret selve eksigibilitetserklæringen (afgørelsen om fuldbyrdelse), hvilket ellers ville have tilladt fordringshaveren at forsøge ny, gyldig forkyndelse.

Domstolen fastslog, at EU-retten ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger den udstedende ret at annullere et europæisk betalingspåkrav, hvis det konstateres, at det ikke er blevet gyldigt forkyndt for skyldneren i overensstemmelse med mindstestandarderne i forordning nr. 1896/2006.

Central begrundelse

Domstolen understregede, at formålet med forordning nr. 1896/2006 er at forenkle og fremskynde sager om ubestridte pengekrav. Hvis en skyldner først får kendskab til betalingspåkravet i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse og efterfølgende bestrider kravet ved at rejse indsigelse mod forkyndelsen, er formålet med EPOP-proceduren (som procedure for ubestridte krav) ikke længere opfyldt.

Sålænge den fordring, der ligger til grund for et europæisk betalingspåkrav, bestrides, finder den i forordning nr. 1896/2006 fastsatte særlige procedure således ikke længere anvendelse, idet formålene om at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav [...] kun er relevante for så vidt angår ubestridte krav (præmis 57).

Når forkyndelsen er behæftet med mangler, der tilsidesætter mindstestandarderne i artikel 13-15, begynder indsigelsesfristen aldrig at løbe, og eksigibilitetserklæringen er ugyldig. Da spørgsmålet om retsmidler ved en sådan mangel ikke er specifikt reguleret i forordningen, kan national ret (artikel 26) fastsætte et retsmiddel, der medfører annullering af selve påkravet. Dette er i overensstemmelse med EU-retten, da retten til forsvar vejer tungest i en sådan situation.