Search for a command to run...
Dato
Myndighed
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU-medlemsstater, Slovenien
Generaladvokat
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen, Privatperson
Republikken Slovenien appellerede Domstolens dom (Retten T-392/20), som annullerede Europa-Kommissionens afgørelse om at afslutte den indledende undersøgelse af statsstøtte (sag SA.43546) til fordel for den kommunale apotekskæde Lekarna Ljubljana. Den oprindelige klage, indgivet af en privat farmaceut (Petra Flašker), vedrørte især tildelingen af 'aktiver til forvaltning' på ikke-markedsvilkår, dels før Sloveniens tiltrædelse af EU i 2004 (oprindeligt i 1979) og dels efterfølgende. Kommissionen havde konkluderet, at foranstaltningerne enten ikke udgjorde støtte, eller i værste fald udgjorde eksisterende støtte, og undlod at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.
Slovenien og Kommissionen argumenterede for, at Retten fejlagtigt fortolkede begrebet "alvorlige vanskeligheder" og misanvendte bevisbyrden. De hævdede, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkeligt objektive beviser for at begrunde en dybere undersøgelse, og at Kommissionen burde kunne stole på de slovenske myndigheders forsikringer om, at aktiver var erhvervet på markedsvilkår. Appellen fokuserede på, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at søge yderligere oplysninger på eget initiativ, når klageren havde peget på "uklare situationer" og "uoverensstemmelser" i regnskaberne.
Sagen handler dermed centralt om rækkevidden af Kommissionens undersøgelsespligt under den indledende fase og den retlige tærskel for, hvornår der foreligger "alvorlige vanskeligheder", som tvinger Kommissionen til at indlede en formel undersøgelse.
Domstolen forkastede Republikken Sloveniens appel i sin helhed og stadfæstede dermed Rettens annullation af Kommissionens afgørelse om at afslutte den indledende undersøgelse af statsstøtten.
Domstolen fastslog, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at konkludere, at Kommissionen stod over for alvorlige vanskeligheder, der burde have foranlediget indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure. Dette gjaldt både for de aktiver, Lekarna Ljubljana havde erhvervet efter 1979, og for den oprindelige aktiverklæring fra 1979.
Domstolen bekræftede, at selv om bevisbyrden for at påvise alvorlige vanskeligheder påhviler klageren, kan Kommissionen ikke blot afvise mistanken ved at støtte sig på medlemsstatens forsikringer, når klageren har fremlagt samstemmende indicier, der skaber tvivl (præmis 66).
Enhver anden fortolkning indebærer implicit, men nødvendigvis, at den tvivl, der foreligger hos Kommissionen, automatisk kan fjernes alene på grundlag af de nationale myndigheders påstande, med den konsekvens, at en procedure indledt i henhold til artikel 108 TEUF kan afsluttes, uden at disse myndigheder har fremlagt noget bevis for at tilbagevise de forhold, som klageren har gjort gældende med henblik på at godtgøre, at der foreligger alvorlige vanskeligheder. (Præmis 66)
Kommissionen har vide beføjelser til at indhente oplysninger, og den private klagers vanskeligheder med at skaffe beviser (især i sager, der går tilbage til 1970'erne og involverer komplekse økonomiske overgange) forstærker Kommissionens pligt til at intensivere undersøgelsen (præmis 67-69).
Domstolen fandt, at Retten med rette havde identificeret alvorlig tvivl omkring begge de identificerede foranstaltninger:
| Støtteforanstaltning | Tvivlsspørgsmål rejst af Retten | Retslig konklusion (CJEU/Retten) |
|---|---|---|
| Første foranstaltning (Aktiver erhvervet efter 1979) | Uoverensstemmelser i offentlige regnskaber og uklarhed om, hvorvidt de var erhvervet på markedsvilkår, eller om de inkluderede vederlagsfrit tildelte aktiver. | Kommissionen måtte ikke ignorere de samstemmende indicier og skulle have foretaget en mere indgående undersøgelse for at fjerne tvivlen. |
| Anden foranstaltning (Aktiver tildelt i 1979) | Spørgsmålet om, hvorvidt den oprindelige 'eksisterende støtte' var blevet ændret til 'ny støtte' som følge af betydelige ændringer i Sloveniens apoteksmarked efter 1994 (åbning for konkurrence, ændrede forretningsvilkår for Lekarna Ljubljana). | Ændringerne i den retlige og økonomiske kontekst var potentielt væsentlige og ikke kun af administrativ karakter, og dette tvivlsspørgsmål forpligtede Kommissionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. |
Indenrigs- og SundhedsministerietKopimedicin er 15 til 20 procent billigere i Danmark end i en række udvalgte europæiske lande. Det viser en analyse.
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Sagen vedrører en appel indgivet af 13 nederlandske arealforvaltningsorganisationer (støttemodtagere) mod en dom afsagt af Retten i Den Europæiske Union. Retten havde annulleret Europa-Kommissionens afgørelse C(2015) 5929 final, hvori Kommissionen havde godkendt en nederlandsk statsstøtteordning (PNB-ordningen) til erhvervelse og forvaltning af naturområder i den indledende undersøgelsesfase (uden at indlede den formelle procedure). Støtten blev erklæret forenelig med det indre marked under undtagelsen for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (KOT), jf. artikel 106, stk. 2, TEUF.
EU har netop forhandlet en reform af lægemiddellovgivningen på plads. Målet er at skabe et fælles medicinmarked med mere lige adgang til ny medicin. Men giver det overhovedet mening at tale om et fælles marked, når prisen på ny medicin holdes hemmelig?
En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.
De sagsøgere, der vandt sagen ved Retten – Vereniging Gelijkberechtiging Grondbezitters (VGG) og andre private lodsejere – havde oprindeligt klaget over støtten og hævdede, at den var ulovlig. Deres centrale anbringende var, at Kommissionen havde begået en retlig fejl ved ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, da den burde have haft »alvorlige vanskeligheder« med at vurdere støtteordningens forenelighed.
PNB-ordningen indebar statsstøtte til arealforvaltningsorganisationer, hvis primære opgave var ikke-økonomisk naturbeskyttelse. Disse organisationer udøvede dog også sekundære økonomiske aktiviteter, såsom turisme, salg af træ og jagtudlejning, hvis indtægter skulle geninvesteres i naturbeskyttelse. Hovedkonflikten omhandlede, hvorvidt disse sekundære aktiviteter var en integreret og nødvendig del af KOT-forpligtelsen, og om der var tilstrækkelige mekanismer til at undgå overkompensation, hvilket var afgørende for støttens forenelighedsvurdering.
Sagen omhandler appeller fra Europa-Kommissionen og Interessengemeinschaft der Grenzhändler (IGG) mod en dom fra Den Eur...
Læs mereDenne sag omhandler Ryanair DAC's appel af Rettens dom, der stadfæstede Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at gøre i...
Læs mereLovteknisk opdatering af lovgivning om kliniske forsøg med lægemidler
