Fortolkning af Rom II-forordningens artikel 16: Krav til nationale regler om rimelighedsprincippet ved erstatning for ikke-økonomisk skade som 'overordnede præceptive bestemmelser'.

Domstolen fastslog, at Rom II-forordningens artikel 16 skal fortolkes indskrænkende. En national bestemmelse som den bulgarske om rimelighedsprincippet ved fastsættelse af erstatning for ikke-økonomisk skade kan kun anses for en 'overordnet præceptiv bestemmelse' under kumulative betingelser, som den forelæggende ret skal verificere.

Betingelser for Anvendelse af Artikel 16

• Tæt tilknytning til Domstolslandet: Først skal den nationale ret vurdere, om den retlige situation har en tilstrækkelig tæt tilknytning til den medlemsstat, hvor retten er beliggende (Bulgarien), til at berettige anvendelsen af dens præceptive bestemmelser.
• Beskyttelse af Væsentlig Offentlig Interesse: Den nationale bestemmelse skal, på grundlag af en detaljeret analyse af dens ordlyd, formål og kontekst, forfølge et formål om beskyttelse af en offentlig interesse, som anses for væsentlig i domstolslandets retsorden (f.eks. sociale eller politiske strukturer). Det er ikke tilstrækkeligt, at bestemmelsen beskytter individuelle interesser, medmindre denne beskyttelse klart svarer til en væsentlig offentlig interesse.
• Nødvendighed: Undtagelsen kan kun anvendes, hvis det formål om beskyttelse af den væsentlige offentlige interesse, der forfølges med den nationale bestemmelse, ikke kan opnås ved anvendelse af den lov, der normalt er udpeget i henhold til Rom II-forordningens artikel 4 (i dette tilfælde tysk ret).

Domstolen bemærkede, at da tysk og bulgarsk ret synes at hvile på helt forskellige opfattelser af, hvornår der kan tilkendes erstatning for smerte og lidelse (med eller uden patologisk skade), skal den bulgarske domstol afgøre, om den tyske rets begrænsninger tillader opfyldelse af det beskyttelsesformål, som den bulgarske lov anser for væsentlig.

Det centrale spørgsmål er, om EU-direktiverne tillader en national lovgivning, der begrænser erstatningen for ikke-økonomiske tab som følge af færdselsulykker.

Den forelæggende ret anførte, at den italienske lovgivning potentielt begrænser erstatningen for ikke-økonomisk skade i forbindelse med færdselsulykker sammenlignet med andre typer skader. Dette rejser spørgsmål om overensstemmelse med EU-retten.

Unipol og den italienske regering anførte, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, da den forelæggende ret ikke tilstrækkeligt har forklaret relevansen af EU-retten for afgørelsen af tvisten.

Domstolen fastslog, at direktiv 2009/103/EF ikke finder anvendelse ratione temporis på de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Domstolen vurderede herefter, om den italienske lovgivning er i strid med de øvrige direktiver.

Domstolen bemærkede, at medlemsstaterne har frihed til at fastlægge deres erstatningsansvarsordninger, men skal sikre, at den lovpligtige forsikring dækker personskader i overensstemmelse med EU-retten. Den nationale lovgivning må ikke automatisk eller uforholdsmæssigt begrænse skadelidtes ret til erstatning.

Domstolen konkluderede, at EU-retten ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en særlig ordning for erstatning af ikke-økonomiske skader ved mindre legemsbeskadigelse som følge af færdselsulykker, selvom erstatningen er begrænset sammenlignet med erstatning for identiske skader fra andre årsager.