Search for a command to run...
Dato
4. juni 2025
Udsteder
Domstolen
Land
Tjekkiet
Dommer
EU-medlemsstater, Tjekkiet, Europa-Kommissionen, EU’s institutioner og organer
Dokument
Nøgleord
Denne præjudicielle afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 i direktiv 2011/95/EU (Kvalifikationsdirektivet) om medlemsstaters adgang til at indføre eller opretholde 'gunstigere standarder' for tildeling af subsidiær beskyttelse. Sagen udspringer af en tvist i Den Tjekkiske Republik, hvor tredjelandsborgeren A.B. søgte om international beskyttelse, efter at have boet lovligt i landet i mange år.
Ministerstvo vnitra afviste A.B.'s ansøgning flere gange. Den centrale juridiske strid opstod omkring den tjekkiske asyllovs artikel 14a, der historisk set af de regionale domstole var blevet fortolket bredt til at omfatte tildeling af subsidiær beskyttelse i tilfælde, hvor udsendelse ville krænke ansøgerens ret til privatliv og familieliv på grund af stærke bånd og integration i Tjekkiet. Denne brede fortolkning af vegne af 'internationale forpligtelser' havde den virkning at tildele beskyttelse baseret på forhold i værtslandet, ikke hjemlandet.
I 2024 ændrede Nejvyšší správní soud (Øverste domstol i forvaltningsretlige sager) denne praksis og fastslog, at subsidiær beskyttelse kun kunne tildeles, hvis truslen om krænkelse (alvorlig overlast) opstod i selve hjemlandet. Den forelæggende ret, Krajský soud v Brně, bad Domstolen afklare, om den tidligere praksis kunne betragtes som en forenelig 'gunstigere standard' under EU-retten.
Domstolen fastslog, at artikel 3 i direktiv 2011/95/EU er til hinder for, at en national lovgivning anerkendes som en 'gunstigere standard', når den giver subsidiær beskyttelse til en tredjelandsstatsborger, baseret på risikoen for krænkelse af vedkommendes ret til privatliv som følge af afbrydelsen af tilknytningen til medlemsstaten ved udsendelse.
Domstolen begrundede sin afgørelse med, at international beskyttelse (både flygtninge- og subsidiær beskyttelse) er uløseligt forbundet med ansøgerens situation i hjemlandet:
"Meddelelsen af en opholdstilladelse af en grund, der ikke vedrører situationen i ansøgerens hjemland, skal anses for at savne enhver forbindelse med rationalet bag international beskyttelse, således at en medlemsstat ikke kan tildele subsidiær beskyttelse som omhandlet i direktiv 2011/95 med henvisning til en sådan grund uden at tilsidesætte dette direktivs artikel 3."
Domstolen bekræftede dog, at selvom EU-direktivet ikke tillader denne udvidede definition af subsidiær beskyttelse, kan medlemsstaterne stadig i medfør af deres nationale ret tildele opholdsret af humanitære grunde til tredjelandsborgere, hvis udsendelse vil krænke deres ret til privatliv. Denne nationale status må blot ikke forveksles med den EU-retligt regulerede subsidiære beskyttelsesstatus.
Domstolen opfordrede den forelæggende ret til at anvende princippet om overensstemmende fortolkning (Pfeiffer-doktrinen) for at sikre EU-rettens fulde virkning, hvilket indebærer, at den nationale lovgivning i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med direktivets formål. Den nyere, mere restriktive fortolkning fra den øverste domstol, der fokuserer på hjemlandsituationen, blev dermed anset for forenelig med EU-retten.
Afgørelsen cementerer det grundlæggende princip om, at international beskyttelse under EU-retten (direktiv 2011/95/EU) primært er knyttet til beskyttelsesbehov, der udspringer af trusler eller forhold i ansøgerens hjemland.

Kursus afholdes:
10. nov. Hvidovre
12. nov. Vejle
13. nov. Aalborg
Lignende afgørelser

EU-Domstolen
Domstolen behandlede en sag om Moussa Abdida, en nigersk statsborger, hvis socialhjælp blev stoppet af Centre public d’action soci...

EU-Domstolen
Mohamed M’Bodj, en mauretansk statsborger, anmodede om social bistand i Belgien efter at have fået opholdstilladelse af lægelige å...

EU-Domstolen
Sagen omhandler fortolkningen af direktiv 2011/95/EU om anerkendelse af flygtningestatus og direktiv 2008/115/EF om tilbagesendels...