Fuld skattepligt i Danmark for polsk statsborger fastlagt ved sædvanligt ophold efter DBO'ens tie-breaker regel, da centrum for livsinteresser var uafklaret.

Sagen omhandler, hvorvidt en klager, der var ansat i Danmark siden 2014 og havde et værelse stillet til rådighed af sin danske arbejdsgiver, skulle anses for fuldt skattepligtig til Danmark for indkomståret 2022. Klageren, som var polsk statsborger, argumenterede for, at han skulle anses som begrænset skattepligtig eller skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvor han ejede hus og boede med sin ægtefælle.

Faktiske Forhold og Skattestyrelsens Vurdering

Klageren havde siden 2015 haft et værelse til rådighed i Danmark. Ifølge klagerens egne oplysninger opholdt han sig i 2022 i alt 237 dage i Danmark og 128 dage i Polen. Skattestyrelsen anså ham for fuldt skattepligtig efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, og fastslog Danmark som skattemæssigt hjemsted i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

Som konsekvens af fuld skattepligt i Danmark:

• Blev klageren nægtet fradrag for rejseudgifter (kost og logi), idet han ansås for at have mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl i Danmark, jf. Ligningsloven § 9a, stk. 1.
• Blev befordringsfradraget nedsat, da fradraget skulle beregnes fra bopælen i Danmark.

Fastlæggelse af Skattemæssigt Hjemsted (DBO Artikel 4)

Da klageren havde bolig til rådighed i begge lande og var skattepligtig i begge lande (dobbeltdomicil), skulle det skattemæssige hjemsted fastlægges efter 'tie-breaker' reglerne i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2.

Skattestyrelsen og Landsskatteretten vurderede, at:

• Artikel 4, stk. 2, litra a (Midtpunkt for livsinteresser): Dette kunne ikke fastslås entydigt. Klageren havde de stærkeste personlige forbindelser (familie, hus) i Polen, men de stærkeste økonomiske forbindelser (fuldtidsarbejde siden 2014) i Danmark. Da de økonomiske og personlige interesser vejede lige, kunne centrum for livsinteresser ikke afgøres.
• Artikel 4, stk. 2, litra b (Sædvanligt ophold): Eftersom centrum for livsinteresser ikke kunne afgøres, faldt afgørelsen på sædvanligt ophold. Klagerens opholdsdage i Danmark (237 dage) oversteg klart opholdsdagene i Polen (128 dage).

Klagerens argument om, at de personlige interesser burde vægte højere end de økonomiske, blev afvist. Landsskatteretten lagde vægt på den prioriterede rækkefølge i DBO'ens artikel 4, hvorefter sædvanligt ophold var afgørende.