Rådets manglende enstemmighed om fuld Schengen-anvendelse i Rumænien er ikke en anfægtelig retsakt efter artikel 263 TEUF

Europa-Parlamentsmedlemmet Eugen Tomac, rumænsk statsborger, anlagde oprindeligt annullationssøgsmål ved Den Europæiske Unions Ret (Retten) mod Rådet for Den Europæiske Union. Sagen vedrørte Rådets manglende vedtagelse af et udkast til afgørelse den 8. december 2022, som skulle have sikret den fulde anvendelse af Schengenreglerne i Rumænien og Bulgarien.

Ved Rådets samling (Retlige og Indre Anliggender) blev det nødvendige enstemmighedskrav, fastsat i tiltrædelsesaktens artikel 4, stk. 2, ikke opnået, hvilket resulterede i, at udkastet til afgørelse ikke blev vedtaget (den omtvistede retsakt).

Tomac påstod dels annullation af Rådets 'ikke-vedtagelse', idet han anså den for en anfægtelig retsakt i henhold til artikel 263 TEUF, dels fastsættelse af en frist, så andre institutioner kunne 'genoptage sagen'.

Retten afviste i første instans søgsmålet som delvist åbenbart uantageligt og delvist uden for Rettens kompetence. Tomac appellerede herefter denne kendelse til Domstolen, idet han hævdede, at Retten havde tilsidesat artikel 263 TEUF og forskellige EU-retsprincipper såsom retssikkerhed og den frie bevægelighed.

Domstolen (Sjette Afdeling) forkastede appellen i sin helhed ved begrundet kendelse i henhold til artikel 181 i Domstolens procesreglement. Domstolen fandt, at appellen delvist skulle afvises, delvist forkastes som åbenbart ugrundet.

Domstolen stadfæstede i det væsentlige Rettens konklusioner, særligt vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den manglende vedtagelse udgjorde en anfægtelig retsakt.

Afvisning af appelanbringender

• Anfægtelig retsakt: Domstolen fastslog, at appellanten i sit første anbringende blot havde gentaget argumentationen fra første instans uden at godtgøre, at Retten havde begået retlige fejl ved at fastslå, at den manglende opnåelse af enstemmighed ikke udgjorde en anfægtelig retsakt efter artikel 263 TEUF.
• Krav om præcision i appelanbringender: Ifølge fast retspraksis (som nævnt i præmis 26) skal et appelskrift præcist angive de elementer, der anfægtes i den appellerede dom, samt de retlige argumenter, der specifikt støtter ophævelsespåstanden. Denne forpligtelse var ikke opfyldt.
• Manglende kompetence: Domstolen bekræftede, at Retten med rette havde afvist den subsidiære påstand om at fastsætte en frist, idet Retten savner kompetence til at ændre ufravigelige søgsmålsfrister eller pålægge andre institutioner at genoptage sagen.
• Tilsidesættelse af principper: De anbringender vedrørende tilsidesættelse af principper som ligebehandling og fri bevægelighed blev afvist, da appellanten ikke havde forklaret, hvordan disse tilsidesættelser påvirkede Rettens konstatering af, at Rådet ikke havde truffet en definitiv afgørelse.