Mulighed for en tiltalt at deltage i straffesager via videokonference efter eget ønske og foreneligheden med retten til at være til stede

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Sofiyski gradski sad (Byretten i Sofia, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af artikel 8, stk. 1, i direktiv (EU) 2016/343 om styrkelse af retten til at være til stede under retssagen i straffesager.

Hovedsagen drejer sig om en straffesag mod syv tiltalte, herunder FP, anklaget for alvorlige overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen. Tiltalte FP, som er bosiddende i Det Forenede Kongerige, havde udtrykkeligt anmodet om at fortsætte sin deltagelse i retsmøderne via videokonference, en mulighed han tidligere havde benyttet sig af under en midlertidig bulgarsk undtagelseslovgivning.

Efter at den midlertidige lovgivning udløb, stod den forelæggende ret over for tvivl, da den bulgarske strafferetsplejelov manglede et specifikt retsgrundlag for permanent at tillade fjernadgang i denne type obligatoriske fremmødesager, selv når tiltalte selv anmoder herom.

Det centrale spørgsmål var, om direktiv 2016/343 – hvis formål er at fastsætte minimumsregler for at sikre en retfærdig rettergang – forhindrer nationale domstole i at imødekomme en tiltalts udtrykkelige ønske om at deltage via videokonference, når alle garantier for en retfærdig rettergang, herunder fortrolig kommunikation med den fysisk tilstedeværende advokat, sikres.

Domstolens afgørelse og ræsonnement

Domstolen (Første Afdeling) fastslog, at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en tiltalt efter dennes udtrykkelige anmodning kan deltage i retsmøderne under sin retssag via videokonference, forudsat at retten til en retfærdig rettergang sikres fuldt ud.

Domstolen anvendte følgende ræsonnementer i sin afgørelse:

• Direktiv 2016/343 fastsætter kun fælles minimumsregler og foretager ikke en fuldstændig harmonisering af strafferetsplejen. Spørgsmål, der ikke reguleres udtrykkeligt, henhører derfor under national ret.
• Da artikel 8, stk. 1, alene sikrer tiltaltes ret til at være til stede – men ikke pålægger en ubetinget pligt til fysisk fremmøde – er bestemmelsen ikke til hinder for, at tiltalte vælger en alternativ deltagelsesform.
• Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis bekræfter, at deltagelse via videokonference ikke i sig selv er uforenelig med en retfærdig rettergang (EMRK artikel 6).

Betingelser for gyldig fjernadgang

Domstolen understregede, at selvom national ret kan tillade videodeltagelse, skal de grundlæggende rettigheder altid overholdes. Deltagelse via videokonference er kun tilladelig, hvis:

• Den tiltalte har mulighed for at følge retsmødet og blive hørt uden tekniske hindringer.

Spørgsmål	Domstolens svar
Er artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343 til hinder for, at en tiltalt efter udtrykkeligt ønske deltager via videokonference?	Nej, bestemmelsen er ikke til hinder herfor, da den fastsætter minimumsrettigheder og ikke fuld harmonisering.
Hvilke krav skal overholdes?	Retten til en retfærdig rettergang (Charteret/EMRK) skal altid sikres, herunder fortrolig kommunikation med forsvareren.