Momspligt af administrationsgebyrer opkrævet af kollektive forvaltningsorganisationer, uafhængigt af det underliggende vederlags momsstatus

Domstolen fastslog, at en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder foretager en levering af ydelser mod vederlag, når den opkræver, fordeler og betaler vederlag til rettighedshaverne og indeholder et administrationsgebyr i disse vederlag, selvom de opkrævede vederlag ikke er momspligtige transaktioner.

Domstolens primære ræsonnement

Domstolen fandt, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem KFO’ens forvaltningsydelser (opkrævning, fordeling og betaling) og det administrationsgebyr, rettighedshaverne betaler.

• Det lovbestemte administrationsgebyr udgør den faktiske modværdi for de forvaltningsydelser, som KFO'en leverer til rettighedshaverne. Dermed er der tale om levering af ydelser mod vederlag som defineret i momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c).
• Forvaltningsydelsen kvalificeres som »udførelse af en ydelse i henhold til loven« (momsdir. artikel 25, litra c)).

Domstolen afviste Credidams argument om, at forvaltningsgebyret skulle følge vederlagets (f.eks. for privatkopiering) afgiftsordning, da det underliggende vederlag ikke er modydelse for en tjenesteydelse og derfor ikke er omfattet af momsdirektivets anvendelsesområde. Ikke-momspligtige transaktioner kan ikke tages i betragtning med henblik på at rejse tvivl om momspligten af en særskilt og økonomisk transaktion (KFO'ens forvaltningsvirksomhed).

Ligeledes afviste Domstolen, at formidlerreglen (momsdirektivets artikel 28) skulle finde anvendelse, da rettighedshaverne i den konkrete situation ikke leverer en momspligtig tjenesteydelse, som KFO'en kunne agere formidler i forbindelse med.

SKAT afviste anmodningen med henvisning til fast dansk retspraksis, herunder en Højesteretsdom (TfS 1996.357 H), der fastslår, at sådanne kontrolafgifter, opkrævet på baggrund af et aftalelignende forhold, er vederlag for en momspligtig ydelse, nemlig udlejning af parkeringsplads, jf. Momsloven § 13, stk. 1, nr. 8. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at der ikke var grundlag for at fravige den etablerede praksis.