Krav til Begrundelse og Omsorgspligt ved Bedømmelsesrapporter – EUIPO's Appel forkastes

KD, en midlertidigt ansat ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), anlagde sag for Retten med påstand om annullation af sin bedømmelsesrapport for 2019. Rapporten tildelte KD lavere karakterer end krævet for kompetencerne "Prioritering og organisation" og "Stresshåndtering", og EUIPO besluttede senere ikke at forlænge hendes kontrakt under henvisning til rapporten.

Retten annullerede bedømmelsesrapporten i første instans, idet den fandt, at den var behæftet med manglende begrundelse, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder samt tilsidesættelse af omsorgspligten. EUIPO appellerede herefter dommen til Domstolen (ECJ) og fremsatte fire anbringender til støtte for, at annullationen skulle ophæves.

EUIPO's Hovedargumenter i Appellen

EUIPO bestred især, at:

• Intern klageadgang skulle have været udtømt for, at sagen kunne antages til realitetsbehandling.
• Begrundelsespligten var tilsidesat, idet interne vejledende regler om begrundelse af lavere karakterer ikke skulle være bindende.
• Retten fejlbedømte bevisbyrden ved at kræve, at EUIPO dokumenterede de påståede mundtlige påmindelser om fristoverskridelser.
• Omsorgspligten krævede, at bedømmeren skulle tage hensyn til KD's kendte helbredsproblemer, som ikke havde ført til lange fraværsperioder.

Domstolen (Niende Afdeling) forkastede EUIPO’s appel i sin helhed og stadfæstede Rettens dom, hvorefter KD’s bedømmelsesrapport for 2019 skulle annulleres.

Admissibilitet (Interne Klager)

Domstolen fastslog, at Retten med rette havde fundet, at KD kunne anlægge sag uden først at udnytte den interne klageadgang i henhold til artikel 7 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser (AGB 43).

• Domstolen bekræftede sin faste retspraksis om, at en bedømmelsesrapport er udtryk for bedømmerens frie holdning, og at indgivelse af en formel klage efter vedtægtens artikel 90, stk. 2, ikke er en nødvendig forudsætning for at anlægge søgsmål.
• Kommissionen ville have overskredet sin beføjelse, hvis den gennem AGB 43 havde forsøgt at tilføje andre betingelser for adgangen til domstolsprøvelse, end dem der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91.

Begrundelsespligten og Interne Regler

Domstolen afviste EUIPO’s påstand om, at de interne praktiske instruktioner om bedømmelser ikke var bindende:

• Når en institution vedtager vejledende regler og offentliggør dem, pålægger den sig selv en begrænsning af sit skøn og kan ikke fravige dem, da det ville stride mod almindelige retsgrundsætninger som ligebehandling og beskyttelse af den berettigede forventning.