EU-støtte: Nationalt krav om at bruge egne dyr på offentlige fælles græsarealer for at undgå misbrug

Domstolen fastslog, at de relevante EU-bestemmelser om direkte betalinger til landbrugere ikke er til hinder for den spanske lovgivning, der kræver, at græsningsaktiviteten på offentligt ejede fælles græsarealer skal udføres med dyr fra den støtteansøgende landbrugers egen bedrift.

Begrundelse for kravet om 'egne dyr'

Domstolen fandt, at kravet om at benytte dyr fra egen bedrift ikke er en supplerende betingelse for støtteberettigelse, men derimod falder inden for rammerne af definitionen af en 'bedrift' og 'landbrugsaktivitet'. For at være støtteberettiget skal landbrugeren have en tilstrækkelig råderet og beslutningskompetence over både arealet og dyrene. Kravet:

• Tjener de legitime formål at bekæmpe misbrug og svig samt sikre en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser (i henhold til Art. 58 i forordning nr. 1306/2013).
• Er egnet og proportionalt, især i bjergrige områder, hvor kontrollen med, hvilke landbrugere der rent faktisk udfører græsning på fællesarealerne, er særligt vanskelig.

Vurdering af kunstigt skabte betingelser

Domstolen præciserede, at den spanske lovgivning er forenelig med artikel 60 i forordning nr. 1306/2013, fordi den ikke fastsætter en generel og uafkræftelig formodning for, at betingelserne er skabt kunstigt. I stedet overlader den vurderingen af svig til de nationale myndigheder under hensyntagen til de konkrete omstændigheder.

Aktivitet og overdragelse af rettigheder

En landbruger, der udelukkende er indehaver af en ikke-eksklusiv græsningsret og overdrager denne ret til en tredjepart til græsning med dennes dyr, udøver ikke en 'landbrugsaktivitet', hvis den oprindelige ansøger ikke bevarer en tilstrækkelig beslutningskompetence over aktiviteten. Derfor er den nationale lovgivning, der udelukker denne form for passiv forvaltning, i overensstemmelse med EU-retten.

Bundesverwaltungsgericht forelagde herefter Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt et landbrugsareal kan anses for et permanent græsareal, når det i mindst fem år er blevet anvendt til dyrkning af græs eller andet grøntfoder, men arealet i denne periode er blevet pløjet og tilsået med andet grøntfoder.

Parternes argumenter

• Martin Grund: En omlægning fra en blanding af kløver/græs til agergræs eller omvendt er en omdrift, hvilket udelukker, at der opstår permanente græsarealer.
• LLUR: Arealer til dyrkning af agergræs, der jævnligt blev omlagt, skulle sidestilles med naturlige permanente græsarealer. Det afgørende er, at der uden afbrydelse blev dyrket den samme afgrøde.