EU-Domstolen fastslår: Kartelbøde fastholdt under fuld prøvelsesret bevarer den oprindelige forfaldsdato for renter

Denne appelsag vedrører tvisten mellem Westfälische Drahtindustrie (WDI) m.fl. og Europa-Kommissionen om, fra hvilken dato morarenter skal beregnes på en kartelbøde, efter at Unionens Ret (Retten) i 2015 udøvede sin fulde prøvelsesret og fastholdt bødens størrelse, selvom den oprindelige kommissionsafgørelse fra 2010 var blevet delvist annulleret.

Sagen har baggrund i Kommissionens afgørelse af 2010, hvor WDI blev pålagt en bøde på 46,55 mio. EUR for deltagelse i et kartel på markedet for forspændingsstål. Den oprindelige afgørelse fastsatte bødens forfaldsdato til januar 2011. Under Rettens behandling af annullationssøgsmålet betalte WDI et foreløbigt beløb på 16,4 mio. EUR i perioden 2011-2015.

Rettens afgørelse fra 2015

Ved dommen af 15. juli 2015 annullerede Retten den del af Kommissionens afgørelse, der pålagde bøden, idet Retten fandt, at Kommissionen havde begået fejl i vurderingen af WDI's betalingsevne. Under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret fastsatte Retten dog bøden til det samme beløb, da Retten vurderede, at WDI's betalingsevne var forbedret siden 2010, og at der derfor ikke var grundlag for en nedsættelse.

Uenigheden opstod efterfølgende omkring rentetilskrivningen:

• WDI argumenterede for, at Rettens dom af 2015 skabte en ny bøde, og at morarenter derfor først skulle løbe fra oktober 2015 (tre måneder efter dommen).
• Kommissionen fastholdt, at bøden, selvom den var ændret/bekræftet af Retten, bevarede sin oprindelige karakter og forfaldsdato fra 2011.

I 2020 udsendte Kommissionen en skrivelse, hvori den krævede yderligere 12,2 mio. EUR af WDI, baseret på Kommissionens beregning af renter fra 2011. WDI sagsøgte Kommissionen med påstand om annullation af denne skrivelse og erstatning, idet de mente, bøden var fuldt betalt i 2019. Retten afviste WDI's påstande, hvilket førte til denne appelsag.

Domstolen forkaster appellen i sin helhed og stadfæster Rettens konklusion om, at bøden, der blev fastholdt af Retten under udøvelsen af den fulde prøvelsesret, ikke udgør en ny, retlig forskellig bøde. Følgelig blev bøden anset for at have forfaldsdatoen fastsat i Kommissionens oprindelige afgørelse.

Domstolens ræsonnement

Domstolen præciserer, at den fulde prøvelsesret, som Retten har i henhold til artikel 31 i Forordning nr. 1/2003, vedrører og er begrænset til størrelsen af den bøde, som Kommissionen oprindeligt pålagde. Formålet med denne beføjelse er at ændre sanktionens størrelse, ikke at pålægge en helt ny sanktion.

• Når Unionens retsinstanser sætter deres egen vurdering i stedet for Kommissionens, erstatter de det beløb, der oprindeligt blev fastsat, med deres egen vurdering (i dette tilfælde det samme beløb).