Bygherres ansvar for mangler i sikkerhedsplan ved risiko for nedstyrtning

Det juridiske omdrejningspunkt i sagen var, om disse dokumenter og de gennemførte sikkerhedsmøder var tilstrækkelige til at opfylde kravene i Arbejdsmiljøloven § 37 om bygherrens pligt til at planlægge og koordinere sikkerheden.

Arbejdsmiljøklagenævnet valgte at fastholde Arbejdstilsynets strakspåbud til bygherren. Nævnet slog fast, at virksomheden var rette modtager af afgørelsen, da rollen som bygherre medfører forpligtelser, der ikke kan overdrages til en leverandør eller entreprenør.

Rettens begrundelse

Nævnet vurderede, at Planen for Sikkerhed og Sundhed (PSS) var mangelfuld, da den ikke specifikt angav, hvem der til enhver tid havde ansvaret for at tilvejebringe, vedligeholde og fjerne de fælles sikkerhedsforanstaltninger.

Centrale punkter i afgørelsen inkluderer:

• Manglende identifikation: Det skal fremgå entydigt af PSS, hvilken virksomhed der er ansvarlig for den enkelte sikkerhedsforanstaltning i fællesområderne, jf. Bekendtgørelse om bygherrens pligter § 13, stk. 3.
• Utilstrækkelig uddelegering: Generelle henvisninger til leverandørens eget ansvar eller referater fra sikkerhedsmøder er ikke nok til at opfylde kravene i Bekendtgørelse om bygherrens pligter § 10, nr. 2.
• Ajourføring: Bygherren har en løbende pligt til at sørge for, at koordinatoren ajourfører planen, når arbejdet skrider frem, jf. Bekendtgørelse om bygherrens pligter § 18, stk. 1.

Nævnet lagde særlig vægt på, at ingen af de adspurgte virksomheder på pladsen vidste, hvem der skulle reetablere rækværket, hvilket bekræftede, at planen ikke fungerede efter hensigten. Afgørelsen blev truffet i medfør af Arbejdsmiljøloven § 77, stk. 1.

Parternes argumenter og juridiske spørgsmål

Virksomheden indgav en klage over afgørelsen og anførte, at de ikke var rette modtager af påbuddet. De argumenterede for, at de ikke bar det praktiske eller juridiske ansvar for sikringen af udgravningen i henhold til deres kontrakt med hovedentreprenøren. Spørgsmålet for nævnet var herefter, om en arbejdsgiver kan fritages for ansvar for egne ansattes sikkerhed gennem kontraktlige aftaler med en tredjepart, samt om der forelå en sådan fare, at en standsning af arbejdet var berettiget.