Uenighed om erhvervsevnetab efter hjernerystelse og tidspunktet for stationærtilstand

Ankenævnet gav klageren medhold i, at hendes helbredstilstand først kunne anses for at være stationær og afklaret pr. 22. juni 2022. Nævnet fandt, at der i de tidlige lægelige oplysninger var en forventning om fuld helbredelse, og at det først var ved neurologens journalnotat i juni 2022, at tilstanden blev beskrevet som stationær uden tegn på remission.

Nævnet fastslog, at klagerens midlertidige erhvervsevne frem til den 22. juni 2022 var nedsat med mindst halvdelen, uanset at hun kortvarigt havde arbejdet 20 timer om ugen, da dette førte til symptomforværring. For perioden efter den 22. juni 2022 vurderede nævnet ligeledes, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen under hensyntagen til hendes akademiske baggrund og de omfattende skånehensyn.

PFA Pension blev derfor pålagt at yde dækning for midlertidigt erhvervsevnetab fra den 30. juni 2021 til den 22. juni 2022 og derefter genoptage sagsbehandlingen for at vurdere det økonomiske tab. Selskabet skulle desuden betale 20.000 kr. plus moms i advokatomkostninger til klageren, og ydelserne skulle forrentes i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24.

Højesteret har den 2. maj 2025 afsagt dom mod Ankestyrelsen om tilskadekomst i forbindelse med hjemmearbejde.

Klageren genoptog sit arbejde delvist den 9. oktober 2017 med en ugentlig arbejdstid på op til 14 timer, men blev opsagt den 16. marts 2018 med lønophør fra den 1. juli 2018. PFA Pension anerkendte indledningsvis klagerens midlertidige erhvervsevnetab og udbetalte ydelser fra den 1. juli 2018 til den 30. november 2020. Ved overgang til privat forsikring den 1. marts 2021 ændredes udbetalingskriteriet til 2/3 nedsættelse af erhvervsevnen.

Den 18. september 2020 meddelte PFA, at udbetalingerne ville stoppe den 30. november 2020. Selskabet begrundede dette med, at klageren ikke havde godtgjort, at hendes generelle erhvervsevne fortsat var nedsat med mindst halvdelen. PFA henviste til, at klagerens helbredsmæssige situation måtte anses for afklaret, og at hendes symptomer primært relaterede sig til hovedpine, hvor scanninger og neurologisk testning havde vist normale forhold. PFA fremhævede, at klageren i perioden efter ulykken havde kunnet arbejde 14 timer om ugen i et kognitivt krævende job som leder uden skånehensyn, og at der var forventning om øgning af arbejdstiden. PFA bemærkede desuden, at klageren allerede før faldet led af migræne, og at svimmelhed var forsvundet, og migræneanfald var faldet i antal.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren bestred PFA's ret til at vurdere erhvervsevnen ud fra en generel målestok, men fastholdt, at hendes erhvervsevne uanset vurderingsgrundlaget var klart under halvdelen. Klagerens advokat anførte, at de lægelige og kommunale oplysninger viste, at helbredstilstanden både på tidspunktet for PFA's afgørelse og efterfølgende var nedsat til under halvdelen. Klageren mente, at bevisbyrden burde ligge hos PFA, da de ændrede dækningen til en afvisning på et utilstrækkeligt grundlag.

Klageren henviste til et praktikforløb fra 27. april 2021 til 26. juli 2021, hvor hun arbejdede 4 timer om ugen med lettere fysiske opgaver, men på intet tidspunkt kunne arbejde mere end 2-4 timer om ugen. Evalueringen af praktikken den 11. august 2021 konkluderede, at klageren var meget træt og havde mere hovedpine efter arbejdsdage, og at det var urealistisk at finde en arbejdsplads, der kunne imødekomme hendes skånehensyn og timeantal. Klageren blev den 3. juni 2021 indstillet til et nyt jobafklaringsforløb i henhold til Sygedagpengeloven § 24, stk. 2 og Sygedagpengeloven § 27, stk. 3, samt Beskæftigelsesindsatsloven § 68d.