Afvisning af erstatning for tinnitus efter hovedspring grundet forældelse

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at forældelsen burde anses for suspenderet i medfør af Forældelsesloven § 3, stk. 2, idet han først i 2025 fik kendskab til den rette årsagssammenhæng (at hovedspringet havde udløst et piskesmæld, som førte til tinnitus). Han anførte, at han i mellemtiden havde været ramt af ekstraordinære omstændigheder:

• Corona-nedlukningen (2020-2022) begrænsede adgangen til sundhedsvæsenet og udredning.
• Alvorlig egen sygdom og flere operationer i 2021 og 2022.
• Alvorlig sygdom hos hans barn i 2024 og 2025.

Klageren forklarede desuden, at han via søgninger på bl.a. Google og ChatGPT først sent blev klar over, at et hovedspring kunne give piskesmældslignende skader.

Forsikringsselskabet fastholdt afvisningen med to hovedbegrundelser. For det første mente de ikke, at bevisbyrden for et ulykkestilfælde var løftet, da de tidsnære lægejournaler fra oktober 2020 indikerede, at symptomerne havde varet i 1,5 måned før konsultationen, hvilket ikke stemte overens med datoen for hovedspringet. For det andet anførte selskabet, at kravet var forældet efter Forsikringsaftaleloven § 29, da der gik mere end tre år fra afvisningen i 2022, til klageren reagerede igen i 2025.

Ankenævnet gav ikke klageren medhold og fastslog, at eventuelle krav i sagen var forældede.

Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på, at den generelle 3-årige forældelsesfrist i Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3 skal regnes fra tilskadekomsten i 2020, eller senest fra det tidspunkt, hvor klageren anmeldte skaden den 30. juni 2021. Da klageren først kontaktede selskabet igen den 24. august 2025, var denne frist udløbet.

Endvidere henviste nævnet til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, hvorefter forældelse indtræder tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om afvisning. Da selskabet afviste sagen den 1. august 2022, udløb denne tillægsfrist den 1. august 2023. Da klageren først reagerede to år efter denne frist, var kravet endeligt forældet.

Nævnet fandt ikke, at de personlige forhold eller den manglende erkendelse af diagnosen kunne føre til suspension af forældelsen, da skaden havde vist sig på en sådan måde, at der var rimelig anledning til at forfølge kravet tidligere.

Forsikringsselskabet afviste den 30. juni 2019 dækning for mén efter de to første hændelser. Forsikringstageren fremsendte den 17. august 2023 lægejournaler fra 1999-2000, der angiveligt dokumenterede normal hørelse før hændelserne.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Forsikringstagerens påstande og argumenter

Forsikringstageren ønsker dækning og erstatning for de konsekvenser, høretabet har haft for hans professionelle virke, herunder en opjusteret méngrad. Han anfører, at forsikringsselskabet har forhalet sagsbehandlingen, idet sagen blev henlagt i seks måneder, og der gik over et år, før han hørte fra selskabet efter forelæggelse for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Han mener, at forældelsesfristen bør tilsidesættes på grund af sygdom og lang sagsbehandlingstid. Forsikringstageren hævder desuden, at årsagen til høretabet er underordnet, da han er fuldtidsforsikret, og at AES's vurdering kun er vejledende. Han påpeger, at han blev oplyst om en ankefrist på 6 år, hvilket han mener suspenderer forældelsesfristen.

Forsikringsselskabets påstande og argumenter

Forsikringsselskabet har afvist dækning for alle tre hændelser. De anfører, at forsikringstagerens krav vedrørende brandalarmen og kanonslaget er forældet i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 samt Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3. De argumenterer for, at forsikringstageren havde rimelig anledning til at fremsætte sit krav inden forældelsesfristens udløb den 17. august 2020. Selskabet bestrider, at der har været forhandlinger, der kunne forlænge forældelsesfristen efter Forældelsesloven § 21, stk. 5.

Selskabet gør endvidere gældende, at forsikringstageren ikke har bevist, at høregenerne er forårsaget af et dækningsberettigende ulykkestilfælde, eller at hændelserne har forårsaget et erstatningsberettigende mén. De henviser til, at der ikke foreligger tidstro dokumentation for, at de anmeldte høregener er forårsaget af hændelserne med brandalarmen, kanonslaget eller barneskriget. Selskabet lægger vægt på AES's vejledende udtalelse, som konkluderede, at méngraden var under 5%, og at hændelserne ikke var egnede til at forårsage varig hørenedsættelse eller tinnitus.