Afslag på dækning af knæskade ved koncert: Bevægelse vurderet som dagligdags hændelse

Klageren anførte derimod, at hændelsen var en ulykke. Hun præciserede senere, at det havde regnet kraftigt, at hun bar sandaler, og at hun var iført en stor plastikregnjakke, hvilket kunne have fået hende til at glide eller miste balancen. Hun beskrev hændelsen i sin klage:

"Jeg løfter benet og i det at jeg skal op på stolen altså der hvor jeg skal 'tage fra' 'bruge kræfter' eller hvad man nu kalder det sker der noget i mit knæ. Jeg ved ikke... om det er min fod/sandal der skrider på en våd stol eller en meget for lang plastik (engangs) regnjakke."

Selskabet fastholdt afslaget og bemærkede, at oplysningerne om de glatte forhold og regntøjet først fremkom, efter at dækningen var blevet afvist første gang, hvilket svækkede forklaringens troværdighed i forhold til den oprindelige skadesbeskrivelse.

Ankenævnet for Forsikring traf afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til dækning under ulykkesforsikringen. Nævnet lagde indledningsvis vægt på, at det er klageren, der har bevisbyrden for, at der er indtrådt et dækningsberettiget ulykkestilfælde.

Nævnet fandt, at knæskaden opstod som følge af en dagligdags bevægelse. Ved vurderingen lagde nævnet vægt på klagerens egen oprindelige beskrivelse, hvor hun oplyste, at hun ikke vidste, hvorfor skaden skete, udover at hun forsøgte at træde op på en stol. Da forsikringsbetingelserne specifikt undtager skader opstået ved normale bevægelser som at rejse sig, gå eller sætte sig ned, kunne hændelsen ikke karakteriseres som et ulykkestilfælde i forsikringsmæssig forstand.

Nævnet afviste endvidere at lægge vægt på de senere tilføjede oplysninger om, at foden eller sandalen kunne være skreddet på den våde stol, da disse oplysninger først fremkom efter selskabets afgørelse. Nævnet henviste til Højesterets praksis (U2018/7H), hvorefter mere dagligdags bevægelser ikke er dækningsberettigede under en ulykkesforsikring. Klageren fik herefter ikke medhold i sit krav.

Selskabet indhentede yderligere oplysninger fra klageren via et spørgeskema, hvor hun beskrev hændelsen som, at hendes knæ knækkede sammen, da hun tog et trin op. Hun angav, at der ikke skete noget usædvanligt, uventet eller tilfældigt i forbindelse med skaden, og at hun ikke vidste, hvad der var den direkte årsag til skaden.

Selskabet indhentede også en journaludskrift fra klagerens læge, som beskrev en tidligere episode, hvor klageren havde mærket et smæld i knæet, da hun gik ned ad en trappe. Ved en artroskopi blev der konstateret synovit, en plicadannelse og svære bruskforandringer.

Parternes argumenter

Klageren anførte, at der var tale om en pludselig opstået skade med påviselig legemsbeskadigelse, hvilket kunne ses på scanningsbillederne. Hun mente ikke, at man kunne få sådan en skade bare ved at tage et trin, og at det derfor burde anerkendes som en forsikringsskade.

Selskabet fastholdt, at der var tale om en normal bevægelse af kroppen, og at ulykkesdefinitionen i forsikringsbetingelserne derfor ikke var opfyldt. Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, hvor et ulykkestilfælde defineres som en pludselig hændelse, der forårsager personskade, og at der skal være årsagssammenhæng mellem ulykkestilfældet og skaden.