Landsskatteretten anerkender finansieringsnæring ved pantebreve, men stadfæster afslag på virksomhedsordningen

Landsskatteretten har truffet følgende afgørelse:

• Erhvervsmæssig virksomhed: Skattestyrelsens afgørelse ændres. Klagerens aktivitet med pantebreve anses for at udgøre erhvervsmæssig næringsvirksomhed ved finansiering.
• Virksomhedsordningen: Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes. Klageren er ikke berettiget til at anvende virksomhedsskatteordningen i indkomstårene 2020-2022, da de regnskabsmæssige betingelser i Virksomhedsskatteloven § 2 ikke er opfyldt.
• Ophørsbeskatning: Tidligere opsparet overskud på 24.536.701 kr. medregnes til den personlige indkomst i indkomståret 2020 jf. Virksomhedsskatteloven § 15b.
• Ugyldighed: Skattestyrelsens afgørelse anses ikke for ugyldig. Der foreligger hverken en retsbeskyttet forventning eller sagsbehandlingsfejl af en karakter, der kan medføre ugyldighed.

"Landsskatteretten finder, at klageren ved sin aktivitet med køb af pantebreve i sin enkeltmandsvirksomhed og interessentskabet kan anses for at have drevet næring ved finansiering. [...] Klageren opfylder dog ikke betingelserne for at anvende virksomhedsordningen, da han ikke har fremlagt et regnskab, der opfylder betingelserne i virksomhedsskatteloven."

SKATs beregninger resulterede i følgende samlede udeholdte omsætning:

SKAT fastholdt, at de noterede omsætningstal var korrekte og kunne anvendes til indkomstopgørelsen, idet hovedparten af forhøjelsen var baseret på klagerens egne noteringer. SKAT vurderede også, at den beregnede bruttoavanceprocent ikke var urealistisk høj, og at det estimerede antal kunder pr. dag var plausibelt.

Klagerens argumenter

Klageren erkendte at have udeholdt omsætning, men bestred størrelsen af SKATs forhøjelser, især for årene 1999-2001, hvor der ikke fandtes kalenderbøger. Klageren mente, at SKATs antagelse om udeholdt omsætning for disse år, udelukkende baseret på fund fra senere år, manglede tilstrækkelig hjemmel. For årene 2002-2007 argumenterede klageren for, at SKATs brug af kalenderbogstallene førte til "exorbitante" og urealistiske forhøjelser.

En syns- og skønserklæring blev indhentet, som sammenlignede klagerens tal med Horestas normtal for bruttoavanceprocenter. Skønsmanden bemærkede, at klagerens selvangivne bruttoavanceprocent var usædvanlig lav. Skønsmanden oplyste desuden, at der i Horestas normtalsanalyse var anslået en sort omsætning svarende til 16,67% af den officielle omsætning blandt Horestas medlemmer. Klageren argumenterede for, at skønsmandens beregninger, der inkluderede denne påståede sorte omsætning, ikke kunne anvendes til at vurdere grundlaget for en skønsmæssig forhøjelse, da de per definition inkluderede udeholdt indkomst. Klageren foreslog i stedet, at en eventuel forhøjelse skulle tage udgangspunkt i Horestas normtal uden tillæg af den sorte omsætning.

Klagerens selvangivne og SKATs justerede bruttoavanceprocenter sammenlignet med Horestas normtal og skønsmandens skøn var som følger:

Klageren fremhævede desuden, at dennes privatforbrug var pænt og ordentligt og ikke var blevet kritiseret af SKAT, hvilket ifølge klageren indikerede, at den udeholdte indkomst ikke var så stor som antaget.