Kriminalisering af forældreansvar: Definition af 'hjælp til ulovlig indrejse' i lyset af retten til familieliv og børns rettigheder

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Tribunale di Bologna, Italien, vedrørende straffesagen mod OB, en tredjelandsstatsborger.

OB blev retsforfulgt i Italien for at have hjulpet to mindreårige (hendes datter og niece), som hun var den primære omsorgsperson for, med at rejse ulovligt ind i italiensk territorium ved brug af falske pas. OB hævdede, at hun flygtede fra dødstrusler i sit hjemland og søgte international beskyttelse for at sikre børnenes trivsel og sikkerhed.

Det centrale spørgsmål for Domstolen var, om den nationale lovgivning, der gennemfører Rådets direktiv 2002/90/EF om definition af hjælp til ulovlig indrejse, var forenelig med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (Chartret), især retten til respekt for familieliv (artikel 7) og børns rettigheder (artikel 24).

Den forelæggende ret ønskede især at vide, om direktivet, som ikke udtrykkeligt undtager handlinger foretaget uden profitmotiv i humanitært øjemed, var for restriktivt i forhold til de grundlæggende rettigheder, når det gjaldt en omsorgsperson, der handlede ud fra et personligt ansvar.

Domstolens afgørelse om anvendelsesområdet for direktiv 2002/90/EF

Domstolen fastslog, at artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 2002/90/EF skal fortolkes restriktivt og i overensstemmelse med Chartrets artikel 7 og 24 samt artikel 52, stk. 1 (proportionalitetsprincippet og beskyttelse af det væsentligste indhold).

Domstolen konkluderede, at den generelle lovovertrædelse i form af hjælp til ulovlig indrejse:

• Omfatter ikke adfærd udvist af en person, som i strid med ordningen for personers grænsepassage fører mindreårige tredjelandsstatsborgere, der ledsager den pågældende, og for hvilke vedkommende er den primære omsorgsperson, ind i en medlemsstats område.

Strafforfølgelse af en sådan adfærd ville udgøre et særligt alvorligt indgreb i retten til respekt for familieliv og børns rettigheder. Domstolen fremhævede, at en persons handlinger i denne sammenhæng primært er et udtryk for det personlige ansvar, der følger af de familiemæssige relationer, og har til formål at sikre mindreåriges trivsel og beskyttelse.

En modsat fortolkning af den nævnte bestemmelse ville medføre et særligt alvorligt indgreb i retten til respekt for familieliv og børns rettigheder, der er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 7 og 24, i en sådan grad, at den ville udgøre et indgreb i disse grundlæggende rettigheders væsentligste indhold som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1.

Endvidere fastslog Domstolen, at Chartrets artikel 7 og 24 er til hinder for en national lovgivning, der kriminaliserer en sådan adfærd. Hvis den nationale ret ikke kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, skal den forelæggende ret undlade at anvende den nationale straffebestemmelse for at sikre fuld virkning af de grundlæggende rettigheder.