Traktatbrud mod Bulgarien for ukorrekt gennemførelse af EU-direktiv om mærkning og markedsføring af mineralvand og kildevand

Europa-Kommissionen anlagde traktatbrudssag mod Republikken Bulgarien for manglende korrekt gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/54/EF om udvinding og markedsføring af naturligt mineralvand og kildevand. Kommissionen hævdede, at Bulgariens nationale lovgivning på tre områder tilsidesatte direktivets krav, hvilket potentielt vildledte forbrugerne.

Sagens kerne var den bulgarske bekendtgørelse fra 2004, som Kommissionen mente fejlfortolkede centrale begreber i direktivet, især sondringen mellem en "kilde" (det hydrologiske vandlag) og "stedet for vandets udspring" (grundvandsanlægget).

Kommissionens klagepunkter

De fremsatte klagepunkter vedrørte tilsidesættelse af artikel 8, stk. 2, artikel 7, stk. 2, litra b), og artikel 9, stk. 4, litra c), i direktiv 2009/54/EF:

• Manglende forbud mod, at vand fra én og samme kilde markedsføres under flere forskellige handelsbetegnelser (Art. 8, stk. 2).
• Manglende obligatorisk angivelse af kildens navn på etiketten for mineralvand og kildevand (Art. 7, stk. 2, litra b)).
• Tilladelse til brug af betegnelsen "kildevand" for vand, der ikke opfyldte de relevante mærkningskrav (Art. 9, stk. 4, litra c)).

Bulgariens forsvar

Bulgarien argumenterede for, at direktivet manglede en klar definition af begrebet "kilde", og at de nationale regler, der fokuserede på "stedet for vandets udspring" (anlægget), var tilstrækkelige til at oplyse forbrugerne, især henset til landets geologiske forhold. Bulgarien hævdede desuden, at Kommissionen havde tilsidesat princippet om loyalt samarbejde under den administrative procedure.

Domstolen fastslog, at Republikken Bulgarien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2009/54/EF på alle de påberåbte punkter, da den nationale lovgivning ikke var klar, præcis eller specifik nok til at sikre direktivets korrekte gennemførelse.

Forbud mod flere handelsbetegnelser (Artikel 8, stk. 2)

Domstolen understregede, i overensstemmelse med tidligere retspraksis (Hotel Sava Rogaška, C-207/14), at begrebet "kilde" defineres som vand, der stammer fra ét og samme underjordiske vandlag og har identiske egenskaber, uanset antallet af udspring. Den bulgarske lovgivning, der begrænsede forbuddet til ét og samme "sted for vandets udspring" (grundvandsanlæg), tilsidesatte derfor direktivet, da dette tillod markedsføring af vand fra den samme faktiske kilde under forskellige varemærker. Dette undergraver målet om at forhindre vildledning af forbrugerne.

Kildens navn som obligatorisk angivelse (Artikel 7, stk. 2, litra b))