Anmeldelse af EU-fordring i fransk insolvensbehandling afbryder forældelse i henhold til kontraktens belgiske lovvalg

Den foreliggende appelsag vedrører Center d’étude et de valorisation des algues SA (CEVA) appel mod Rettens dom (T-748/20), hvori Retten fastslog Europa-Kommissionens ret til at kræve tilbagebetaling af EU-tilskud på 168.220,16 EUR ydet under SEAPURA-forskningsprojektet. Kommissionens krav udsprang af en revisionsrapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), som i 2007 konstaterede alvorlige finansielle uregelmæssigheder, herunder forfalskning af CEVA-personalets arbejdstidssedler.

Seapura-kontrakten mellem CEVA og Kommissionen var underlagt belgisk ret, og tvister skulle afgøres af EU-Domstolen i henhold til voldgiftsbestemmelsen i TEUF artikel 272. I 2016 blev CEVA imidlertid genstand for en fransk insolvensbehandling (en redningsprocedure). Kommissionen anmeldte sin fordring på tilbagebetaling af EU-midler i denne franske procedure i september 2016.

CEVA gjorde gældende, at Kommissionens fordring var forældet ifølge belgisk ret, og at virkningerne af den franske insolvensbehandling ikke kunne påvirke en fordring underlagt belgisk ret, i strid med princippet om procesautonomi. CEVA bestred desuden grundlaget for tilbagebetalingskravet, da centret var blevet frifundet for anklager om bedrageri ved de franske straffedomstole.

Centrale spørgsmål i sagen

Hovedspørgsmålene centrerede sig om samspillet mellem kontraktens lovvalg, national forældelsesret og EU’s insolvensforordning (Forordning nr. 1346/2000), samt om tilstrækkeligheden af OLAF’s revisionsrapport som grundlag for tilbagebetalingskravet.

Domstolen forkaster CEVA's appel i sin helhed (præmis 135) og stadfæster Rettens dom. Domstolen fastslog, at Retten korrekt anvendte EU-retten til at løse konflikten mellem kontraktens belgiske lovvalg og virkningerne af den franske insolvensbehandling.

Afbrydelse af forældelsesfrist ved anmeldelse af fordring

Domstolen bekræfter, at Kommissionens anmeldelse af fordringen i forbindelse med den franske redningsprocedure afbrød forældelsesfristen for fordringen i henhold til belgisk ret. Dette skyldes den umiddelbare anvendelighed af Rådets Forordning (EF) nr. 1346/2000 om insolvensbehandling (nu afløst af Forordning 2015/848):

• I henhold til forordningens artikel 4, stk. 2, bestemmer lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt (Frankrig), hvordan behandlingen virker på individualforfølgningsforanstaltninger.
• Fransk ret (Code de commerce artikel L.622-25-1) fastsætter, at anmeldelse af en fordring i insolvensbehandling afbryder forældelsen.
• Retten konkluderede derfor korrekt, at anmeldelsen af fordringen havde retsvirkninger i belgisk ret, og at fordringen dermed ikke var forældet, da Kommissionen anlagde sag (præmis 91).