Skønsmæssig forhøjelse af indkomst for vognmandsvirksomhed: Fradrag for omkvalificeret sort løn (inkl. moms) og overholdelse af reaktionsfristen ved ekstraordinær genoptagelse.

Sagen omhandler et selskabs ret til momsfradrag for udgifter til underleverandører i perioden 2018-2022. Skattestyrelsen havde forhøjet selskabets momstilsvar med 305.978 kr. med den begrundelse, at underleverandørerne blev anset for at være "fakturafabrikker", der ikke leverede reelle ydelser, men blot fiktive fakturaer til brug for moms- og skatteunddragelse. Selskabet, [virksomhed1] ApS, der leverer mandskab til opsætning af varer i supermarkeder, bestred afgørelsen og fastholdt, at ydelserne var leveret, og at kunderne havde betalt for dem.

Skattestyrelsen baserede sin afgørelse på en række forhold vedrørende de 11 underleverandører og en ukendt modtager af betalinger. Disse underleverandører var karakteriseret ved, at Skattestyrelsen ikke kunne komme i kontakt med dem, de afregnede ikke korrekt moms eller A-skat, havde ingen eller få ansatte, kunne ikke fremskaffe korrekt bogføring, og betalinger blev ofte sendt videre umiddelbart efter modtagelse, herunder ud af Danmark. For flere af underleverandørerne forelå der ingen fakturaer, og for dem, hvor fakturaer forelå, var de mangelfulde med hensyn til specifikation af ydelsernes art, omfang, tidspunkt og sted for udførelse. Desuden var flere af underleverandørerne gået konkurs, og i to tilfælde var ejerkredsen dømt for hvidvask. Skattestyrelsen argumenterede også for, at forretningsmodellen med underleverandører i flere led ikke var økonomisk bæredygtig, da timepriserne til underleverandørerne ville være for lave til at dække lønomkostninger baseret på overenskomster.

Selskabet anførte, at arbejdet var udført, og at kunderne havde betalt for ydelserne, hvilket skabte en formodning for, at levering havde fundet sted. Selskabet mente, at det havde løftet sin bevisbyrde ved at fremlægge fakturaer og dokumentation for pengestrømme. Det argumenterede for, at det ikke kunne holdes ansvarligt for underleverandørernes mangelfulde fakturering eller deres eventuelle ulovlige forhold, da selskabet havde kontrolleret CVR-numre ved aftaleindgåelse. Selskabet bestred også Skattestyrelsens vurdering af forretningsmodellens økonomi og henviste til, at kunderne (supermarkederne) havde godkendt modellen. Endvidere anførte selskabet, at Skattestyrelsen ikke havde tilstrækkeligt dokumenteret, at ydelserne ikke var leveret, og at bevisbyrden i visse tilfælde burde påhvile Skattestyrelsen i henhold til officialmaksimen, især da selskabet ikke havde en lovpligtig opbevarings- eller indberetningspligt for den efterspurgte dokumentation som timesedler og korrespondance. Selskabet påpegede også, at Skattestyrelsens henvisning til en Højesteretsdommers udtalelse fra 2003 var irrelevant, da den ikke var en retskilde i samme forstand som en dom, og at Skattestyrelsen ikke havde henvist til konkret praksis, der understøttede, at betaling og bogføring ikke var tilstrækkeligt bevis for levering.