Krav om etablering af orienteringsbelysning ved natarbejde på jernbaneterræn

Juridiske spørgsmål

Sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt en arbejdsgiver har ansvaret for at sikre orienteringsbelysning på et skiftende arbejdssted, som de ikke selv ejer eller har fuld kontrol over. Herunder blev det diskuteret, om arbejdet var planlagt og tilrettelagt i overensstemmelse med Lov om arbejdsmiljø § 38, stk. 1, og om reglerne i Bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning § 5, stk. 1 var overholdt.

Arbejdsmiljøklagenævnet valgte at fastholde Arbejdstilsynets strakspåbud om at etablere orienteringsbelysning.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet vurderede, at forholdene ikke var sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Den primære begrundelse var den betydelige fare for fald- og snubleulykker som følge af den mangelfulde belysning kombineret med det ujævne terræn og den tunge oppakning.

Centrale punkter i afgørelsen inkluderede:

• Utilstrækkeligt udstyr: Brug af pandelamper blev ikke anset for at være en tilstrækkelig erstatning for orienteringsbelysning ved færdsel over 200 meter i svært terræn.
• Arbejdsgiverens ansvar: Selvom arbejdet foregik på en andens infrastruktur, har arbejdsgiveren pligt til at vurdere og sikre forsvarlige forhold, før arbejdet påbegyndes, jf. Bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning § 5, stk. 1.
• Arbejdets karakter: Uanset om arbejdet udføres ofte eller sjældent, skal det altid kunne udføres fuldt forsvarligt i henhold til Lov om arbejdsmiljø § 42, stk. 1.

Afgørelsens votering

Afgørelsen blev truffet med et flertal på 5 ud af 9 medlemmer. Mindretallet på 4 medlemmer mente, at virksomheden ikke kunne gøres ansvarlig for selve indretningen af færdselsvejene (infrastrukturen), men alene for arbejdets udførelse. Flertallet lagde dog vægt på, at Arbejdstilsynet har hjemmel til at gribe ind over for forhold, der strider mod lovgivningen, jf. Lov om arbejdsmiljø § 77, stk. 1, når der er en konkret risiko for de ansatte.

Virksomheden påklagede påbuddet med den primære begrundelse, at de ikke mente at være den rette modtager af afgørelsen. Virksomheden anførte følgende punkter:

• Bygherren havde indgået en entreprisekontrakt med en anden entreprenør, der specifikt havde ansvaret for etablering og vedligeholdelse af de fælles adgangs- og færdselsveje.
• Strakspåbuddet burde derfor have været rettet mod den aktør, der bar ansvaret for de fælles arealer på byggepladsen.

Det juridiske kernespørgsmål er, om en arbejdsgivers generelle pligt til at sikre egne ansatte overstiger aftaler om vedligeholdelse af fællesarealer foretaget af tredjeparter.

Oversigt over de faktiske forhold ved tilsynet