Fastholdelse af undersøgelsespåbud vedrørende krænkende handlinger og psykisk arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøklagenævnet har stadfæstet Arbejdstilsynets afgørelse om påbud til virksomheden. Nævnet vurderer, at der foreligger en konkret mistanke om, at det psykiske arbejdsmiljø ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og at forebyggelsen af krænkende handlinger har været utilstrækkelig.

Nævnets begrundelse og juridiske vurdering

Nævnet lagde vægt på de detaljerede og sammenstemmende oplysninger fra de ansatte om råben, nedladende tale og stresssymptomer. Da der er stor uenighed mellem ledelsen og de ansatte om tingenes tilstand, karakteriseres sagen som en kompleks problemstilling, der kræver ekstern afdækning.

Af afgørelsen fremgår det, at:

• Virksomheden skal efterkomme påbuddet ved at indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver jf. Arbejdsmiljøloven § 77a, stk. 1.
• Undersøgelsen skal sikre, at arbejdet kan udføres fuldt forsvarligt i overensstemmelse med Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø § 22.
• Klagen over Arbejdstilsynets myndighedsudøvelse (antallet af tilsyn) blev afvist, da nævnet ikke har kompetence til at behandle administrative klager over tilsynets planlægning.

Virksomheden har fået frist til den 13. juli 2023 til at efterkomme undersøgelsespåbuddet og det dertilhørende kompetencepåbud.

Virksomhedens argumenter og hidtidige indsats

Virksomheden klagede over afgørelsen og anførte, at de allerede havde iværksat betydelige tiltag for at sikre trivslen, herunder:

• Udarbejdelse af konkrete retningslinjer og handleplaner mod mobning.
• Gennemførelse af coachforløb og tilbud om individuelle samtaler.
• Fokus på kommunikation efter tidligere medarbejderundersøgelser.

Virksomheden fremhævede desuden, at medarbejderne på et efterfølgende personalemøde ikke mente, at mobning var et generelt problem, og at afdelingen havde en lavere jobrotation end gennemsnittet, hvilket efter ledelsens opfattelse vidnede om et stabilt arbejdsmiljø.

Juridiske spørgsmål

Det centrale juridiske spørgsmål var, om de konstaterede forhold og de divergerende oplysninger fra medarbejderne udgjorde en tilstrækkelig 'begrundet mistanke' til at kræve en formel undersøgelse ved ekstern sagkyndig bistand.